Gentofte Kunstvenner
inviterer til:

Besøg Bogbinderværkstedet: 25. februar kl. 16.30 - 18.00

Generalforsamling: 18. marts kl. 18.00 - 21.00

Besøg hos Carsten Dahl: 14. maj kl. 17.00 - 19.00


Bogbinderværkstedet - den tidligere Richardt's skole:

Dato: Tirsdag d. 25. februar 2025 kl. 16.30 - 18.00

I det gamle bogbinderværksted i Klampenborg er en lang tradition for indbinding af bøger levende. Hvor antallet af professionelle bogbindere i Danmark er svundet fra 624 i 1930 til fem i 2023, har amatører siden 1903 kunnet lære håndværket på
’Richardt’s Skole for Håndværk og Kunstflid’.
I 1983 flyttede skolen fra Pilestræde i København til Klampenborg med alle de gamle redskaber, maskiner, store værkstedsborde og tunge presser.

Værkstedet er nu hos Lone Gertz, der har beskæftiget sig med bogbinding hele voksenlivet og fortsat underviser i bogbinding med håndværkets teknikker og valg af æstetiske løsninger.

Lone vil fortælle os om håndværket fra en bog skilles ad til den er en færdig håndindbunden bog. Det er ikke gjort med at hæfte den med nål og tråd i hæfteladen; den skal igennem mange arbejdsprocesser - intet mindre end 31 trin!

Bogbinding er også en æstetisk proces, fordi den endelige bog er et resultat af valg af mange materialer - omslagspapir, forsatspapir, skind, bogstaver til tekst og så videre. Den færdige bog skal gerne blive en æstetisk helhed, hvis indbinding passer til indholdet.
Omslagspapiret er et kapitel for sig. Det skal ikke bare været smukt, men også stærkt og smidigt, så det kan foldes om hjørner; det er derfor mere stift på den ene led end på den anden.
I Bogbinderværkstedet er brede skuffer fulde af papir fra Italien, Frankrig, Japan og Danmark.

Førhen var det at skabe omslagspapir et kunsthåndværk. De kunne være litografiske tryk, håndmalede eller marmorerede med mønstre trukket med kamme, fingrene eller pinde.

Lone vil vise os papirer fra sin store samling, der rummer ’værker’ af Ingeborg Börjeson, Axel Salto, Jette Seiden, Birgitte Cramer, Thorvald Bindesbøll og mange andre.
Adresse: Klampenborgvej 39
OBS! Parkering ved Krathusvej 34, hvor en sti fører ind til det grå træhus, hvor værkstedet er i kælderen
Bus 388 kører langs Klampenborgvej.
Pris: 100,- kr. for medlemmer.
Der er begrænsede pladser til dette arrangement, så hurtig tilmelding anbefales
Foreningen byder som altid på et glas vin/vand og lidt snacks
Generalforsamling i hallen på
Gentofte Rådhus:

Dato: Tirsdag d. 18. marts 2025 kl. 18.00 - ca. 21.00

Dørene åbnes kl. 17.00, hvor man kan komme og besigtige værkerne. Dørene lukkes præcis kl. 18.00 og der vil derefter ikke være mulighed for at komme ind på Rådhuset, så kom gerne i god tid.
Officiel indkaldelse til generalforsamlingen,
kommer rettidigt i forhold til foreningens love.
Generalforsamlingen er som altid gratis,
men du skal tilmelde dig, så vi ved hvor mange vi bliver af hensyn til indkøb af sandwich, vin og vand
Besøg hos Carsten Dahl
i hans atelier og egen bopæl:

Dato: Onsdag d. 14. maj 2025 kl. 17.00 - 19.00


Vi kender pianisten Carsten Dahl som en frygtløs kunstner, der kaster sig ud i alverdens udfordringer; jo større, jo bedre.
Denne gang skal vi møde den virtuose og begavede kunstner og musiker i hans atelier og egen bopæl i Frederiksværk.

Som billedkunstner, som musiker og som menneske, lever Carsten Dahl konstant på kanten af triumfen eller katastrofen. Han investerer alt i sin kunst og har heldigvis de nødvendige egenskaber til at levere det endelige produkt, som et uomtvisteligt bevis for hans placering som en af landets vigtigste kunstnere.

Carsten Dahl vil udover at fremvise sin kunst også underholde med en minikoncert. Samlet indeholder det hele hans personlighed; det vilde, det grænsesøgende, det perkussive, det intellektuelle, det melodiske, det inderlige, det romantiske, det kærlige.
Carsten Dahl bruger kunsten og musikken og sit liv på at skabe det store selvportræt, som forhåbentlig aldrig bliver færdigt, og som vi som publikum kan tage ind og glædes over.

Inspirationerne er mange.

Som den evigt søgende kunstner han er, suger Carsten Dahl til sig fra alle musikalske genrer. Fra Oscar Peterson, Bud Powell m.fl. til Chick Corea og Keith Jarrett. Samt ikke mindst fra de oplevelser han har, når han står foran sine malerier, og lader den øjeblikkelige inspiration tage over.

Frem for alt kommer musikken og kunsten direkte til os fra
Carsten Dahls indre.
Adresse: Carlsvej 18, 3300 Frederiksværk

Samkørsel kan arrangeres. Skriv en mail til Emilia på emilia@gentofte-kunstvenner.dk, hvis du ønsker dette.

Pris:
Medlemmer: 175,-kr.
Gæster: 200,-kr.

Foreningen er vært for et glas vin/vand og snacks.

Arrangementer på vej:

Gentofte Kunstvenners Generalforsamling: 18. marts kl. 18.00 (dørene åbnes kl. 17.00)

Havnerundfart v. fhv. stadsarkitekt, Jan Christiansen: 27. maj



På gensyn

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
facebook 
Email Marketing Powered by MailPoet